Jeg faldt for nylig over et nyhedsskriv, der opsummerede nogle af de vigtigste forslag til den nye finanslov, herunder et beløb, der tænkes at skulle hjælpe unge uden job eller uddannelse. Om der er en egentlig øgning i antallet af unge, der ikke har nogen tilknytning til arbejdsmarkedet eller er under uddannelse, ved jeg ikke – det findes der sikkert statistik om, men jeg kender ikke nok til området, til at gisne om forventelige niveauer og hvilke faktorer, der spiller ind på billedet. Under alle omstændigheder vil regeringen gerne have flere unge i gang.
Langt hen ad vejen vil det være indsatser i sundhedssektoren og beskæftigelsesindsatsen, der kommer til at gøre noget ved ”problemet”. Men det fik mig alligevel til at tænke. For der er faktisk noget, vi ved om unge, som både er lidt interessant fra psykologens vinkel, og som også er noget, vi faktisk alle sammen kan gøre en forskel for – uden at det koster hverken os eller samfundet en krone! Og faktisk tænker jeg, at det ikke bare er noget, der kan komme de unge til gode.
Hvad ved vi?
”Ikke-aktive unge”, som Danmarks Statistik kalder gruppen, har et noget højere brug af psykofarmaka, terapi og kontakt til Psykiatrien end ”aktive unge” (kilde). Faktisk næsten 40 % af de unge, der ikke har været i job eller uddannelse i 3+ år havde haft brug af psykofarmaka – for unge i job eller uddannelse var tallet under 10 %. Det fortæller os, at der er en sammenhæng mellem at stå uden for de sædvanlige veje til ”det gode liv” og psykisk mistrivsel – hvad der skaber hvad, kan vi måske ikke sige, men uden at have forsket i det, tænker jeg, at der er en god chance for, at de to påvirker hinanden i en ond spiral.
Psykisk mistrivsel kan føre til sårbarhed over for belastninger – der skal slet og ret mindre til, for at vi overbelastes og måske reagerer med stress, angst eller depression. Både jobs og uddannelser er fulde af krav, som belaster os. For mange af os måske ikke i en grad, så vi bliver syge af det, men hvis vi har en sårbarhed, kan det gøre forskellen mellem at ånde lettet op efter eksamenerne og projekterne på arbejdspladsen… og at have svært ved at trække vejret, fordi angsten, vi ikke kan se os ud af, sidder tungt på brystkassen.
Hvis vi først overbelastes og sygemeldes, mister vi adgangen til en masse godt også. I Danmark henter vi meget socialt netværk, succesoplevelser og identitetsfølelse i uddannelse og arbejde. Hvad vi gør er hvem vi er – og hvem er dét, når man er syg og ikke kunne følge med? For mange er sygemeldingen heldigvis blot et pusterum, der er brug for til at undersøge sine prioriteter, lære nogle gode strategier, og samle energien til at prøve sig ad igen. Men der er altid risikoen for, at den psykiske mistrivsel kan øges under sygemeldingen, særligt med månedslange ventetider på terapi, endnu længere ventetider på specialiseret udredning af fx ADHD, autisme eller andre mulige grunde til psykisk sårbarhed, og en Psykiatri, der er overbebyrdet og har været det længe. Hermed er den onde spiral komplet, og den unge kommer længere og længere væk fra arbejdsmarked og uddannelse og mistrives mere og mere, imens håbet om karriere, økonomisk frihed og stolthed over ens bidrag til samfundet langsomt udslukkes.
Skrækscenariet sker ikke kun for unge, men unge er den gruppe, hvor der ofte er en ekstra stor sårbarhed – man har ikke tidligere succeser på arbejdsmarkedet, man er stadig ved at finde ud af, hvem man er, og man er stadig ekstra selvbevidst i forhold til normer og krav.
Hvad gør vi?
Som sagt er det ikke os menige danskere, der skal ud og løse hele problemet. Men som nævnt: Vi kan faktisk gøre noget, og det er noget, der ikke bare er hjælpsomt for de unge, men også for alle andre, vi omgives. Nemlig at støtte hinanden, være rummelige over for hinanden og respektere hinanden.
Måske gør du det allerede. Men jeg ved, at det ikke er alle, der støtter, som de egentlig har muligheden for – jeg glemmer aldrig til et seminar engang, hvor jeg hørte en medarbejder (nok 20 år inde i deres egen karriere) prale af, at de havde vist en irriterende ny på arbejdsmarkedet deres plads (underforstået: nederst i hierarkiet). Og det tager kun én sort svane – der er nogen derude, der kan blive meget bedre til at give hinanden gode dage, og de fleste af os kunne nok godt blive i hvert fald lidt bedre til det, hvis vi er ærlige med os selv.
Som sagt koster det ikke noget, men her er nogle konkrete forslag til, hvad man praktisk set kan gøre i hverdagen:
Inkludér hinanden. Uanset om vi er helt nye rekrutter på arbejdsmarkedet eller garvede veteraner, så bruger mange af os meget af vores tid og energi på jobbet – og hvis pensionsalderen stiger som forventet, så kommer vi til at blive ved med det! Så hjælp med at sørge for, at der ikke er nogen udenfor. Vi har alle sammen nogen, vi har bedre kemi med, men måske kan vi stikke hovedet ind til én, vi ikke så ofte snakker med, eller sørge for at alle bliver inddraget, når der skal holdes pause. Kig dig omkring: Er der nogen, der virker lidt beklemte eller tilbagetrukne? Måske ville det være okay at tjekke, om de foretrækker det sådan, eller om du måske kan hjælpe lidt på vej. Og selv os introverte er ikke allergiske over for socialt selskab (med måde!).
Anerkend hinanden. Er der kultur for at rose hinanden? Ellers kan det være, den skal opbygges. Det kan måske virke lidt underligt, hvis vi ikke er vant til det, men folk bliver generelt ikke sure over, hvis man anerkender enten deres resultater, deres indsats eller deres intentioner, fagligt eller personligt. Nogle tror måske, at det stiger folk til hovedet – særligt ”de forkælede unge”, men tværtimod er mange af os (og særligt de unge, der endnu ikke har opbygget en masse succesoplevelser i jobbet) lidt usikre på vores kundskaber. At anerkende hinanden betyder ikke blot, at vi kan sænke skuldrene lidt, men at blive set på den måde af folk omkring os, får os til at føle os som en af flokken, hvilket både gør os mere engagerede og også er et basalt behov, vi har som mennesker.
Giv plads til at fejle. Ingen af os blev erfarne i vores hverv uden fejl eller ting, der kunne være gået bedre. Selvom det kan være frustrerende at være med til at udbedre efter sådanne fejl, så er det altså ”the cost of doing business” – en forventelig del af hverdagen i alle jobs, da der jo altid er nye, der skal oplæres for at kunne oplære endnu nyere om 5, 10, 20 år. Hvis det presser nok til at skabe mistrivsel hos andre, så er det en ledersag, da det kan handle om forkerte forventninger eller prioriteringer, som leder har ansvaret for. Når hanen fejler, skal vi ikke hakke på den mindste kylling.
Snak om tingene. Selvom vi arbejder med det samme og på samme sted, kan vi sagtens have forskellige præferencer og perspektiver. Vi kan være uenige. Det skal ikke blive en kilde til modvilje og negative følelser, og for at forhindre dét, må vi kunne snakke med hinanden, når vi reagerer på noget, andre gør. Det sker ikke kun farligt, det kan også være mere personligt – fx kan én kollega arbejde bedst i stilhed, imens en anden forsøger at holde teamånden i live med masser af snak. Især som ny på arbejdsmarkedet ved man måske ikke altid, hvad der er de korrekte manerer – det kræver tid at lære, måske nogle egentlige retningslinjer og måske en fortrolig snak én-til-én.
Ovenstående samles nogle gange under begrebet ”psykologisk tryghed” – når denne er til stede, når vi respekterer, inkluderer og er fortrolige med hinanden, så leverer vi bedre arbejde og (vigtigere) så oplever vi større trivsel og tilfredshed på arbejdspladsen. Og dét sænker altså risikoen for sygemelding – for både den helt nye og for den helt gamle!
-----
Her på bloggen forsøger jeg at dele interessant og vigtig viden - og måske nogle tilhørende redskaber, som du også kan finde under ressource-fanen her på hjemmesiden - i overkommelige bidder. Så kom endelig tilbage og tjek i fremtiden, om der kommer noget, der er relevant for dig!